Bjarni Pétursson: Grindefangst

GÓP-fréttir Foroyar.net	Bjarni Pétursson og Helga Hermansen Grindefangst Røda i Sail Husavik i juli 2011
Grinde- og storhvale- fangst	Udover grindefangst, har storhvalefangst også været drevet på Færøerne. Grindefangsten går næsten så langt tilbage i tiden, som skriftlige oplysninger findes, men storhvalefangsten er nyere. Det var nordmænd, som bygde hvalstationer mange steder på Færøerne, omkring 18.-19.århundredeskiftet. Senere overtog færingerne nogle af disse, mens andre stoppede virksomheden. Færingerne skød storhval med hvalstingere, helt frem til 1960 årene, da storhvalfangsten holdt op. En og en båd har dog skudt nogle hvaler om året siden da. Grindefangsten praktiseres endnu på Færøerne, men grindehvalen har ikki den samme økonomiske betydning som før. Der findes statistik over grinden helt tilbage til 1584. Fangsten har været større og mindre gennem årene. Der kunde ofte være flere år imellem, at der kom nogle hvaler, og da var det dårlige tider. Grindehvalen er en af de mindre hvaler. Hann-hvalen bliver i almindelighed ca 7 meter lang og hun-hvalen ca. 4 meter lang. Nogle gange kom der kun nogle få hvaler, men så kunde de være op til flere hundrede og også nogle gange over 1000 hvaler. Grindefangsten kunde finde sted alle årstider, men oftes om sommeren, juli, august og september. Selv om hvalkød og spæk ikke har samme betydning som før, så er dette et godt tillæg i mange hushold. I dag kan man, udover at salte og hænge til tørre, også fryse kødet ferskt. Dette giver bedre brugsmuligheder end nogensinde. Før i tiden blev, udover kød og spæk, også andet af hvalen brugt.
Bytte- måden	Den ældgamle måde at bytte hvalen, gjorde at penge ikke blev indvolveret, blev fuldstændig holdt udenfor. Det er ikke før end nu til dags at det er muligt at købe hvalkød og spæk for penge. I dag er det kun på Færøerne at grindefangst finder sted, som vi kender til. Før var det almindeligt andre steder også, f.eks. i Shetland, og ved strandene i nordatlanterhavet. Grindefangst har fra ældgammel tid været rigtig godt forordnet. Den gamle måde at drive grindefangst blev i 1832 gjort til lov, og vi fik vores første grindelov. Det meste som er forandret siden dengang, er i henhold til at bytte hvalen.
Bud- send- ingen!	Det at sende bud ud om landet om en grind, blev også forandret, da telefonen kom, og nu er det mest i radio man hører grindebud, og ikke ude i tunet. Tórshavn ligger i Færøernes centrum, derfor er det ikke at undres over, at når det blev råbt grindebud, så blev budet bredt hurtigst ud om landet derfra. Da der er grind i Nolsøfjord, siger folk i Torshavn, at der er grind i fjorden. Men da budet er nået ud om landet, bliver der sagt at grind er i Havn.
1830 Grinde- visen 1835	Det var en vakker dag i Torshavn 1830 tallet, med sol og dis. Oppe på Høgoyggj, som er fjeldet på Nolsø, gik Malle-Jógvan og spejdede efter grind. Eftersom Malle-Jógvan var så ivrig at spejde efter grind, gav amtmanden og digteren Christian Pløjen ham en kikkert. I en af disse dage kom ånden over digteren og han skrev vores grindevise, som færingerne straks tog til sig og kvæder i grindedansen og ved andre lejligheder.
Finningar- fiskurin er en hel hval	En flokk grindehvaler, kunde før som i dag, blive opdaget fra land eller fundet fra båd på havet. Blev den set fra land, blev der råbt grindebud og så fór alle mand i en hast afsted, fordi at den som kom først til grinden, fik finningarfiskin, altså en hel hval. Hvis grinden blev fundet fra en båd, blev et klædningsstykke eller noget lignende hejst op i masten. Dette tegn er i hvertfald kendt helt tilbage til 16oo tallet, og bliver endnu brugt, nu mest som bevis på fundet af grinden, fordi at budene om grinden bliver i dag i almindelighed båret igennem telefonen. Før i tiden var ingen telefon, den kom ikke før end i 1906. Alligevel har vi fra ældgammel tid havt en velfungerende måde at sende grindebud. Denne måde er endnu gyldig, selv om den ikke længere bliver brugt. Budene skulde blive sendt til nabobygderne efter en bestemt ordning. Enten løb en mand til nærmeste bygd med budene, eller roede over et sund, men der som det lod sig gøre, blev der også råbt, gladet eller bredt. At glade, var at tænde et bål, som kunde ses af folk i nabobygden, almindeligt var at brænde hø. At brede, var at brede et sengelagen eller lignende ud på marken, så det sås fra nabobygden. Da så folk fra den nærmeste bygd havde set budene, svarede de igen med et bål eller brede til at vise at de havde fået budene. Årsagen til at både budsendingen og fangsten selv, har været så vel forordnet, må være den, at for at kunde fange en flokk grindehvaler, skulde der mange både og folk til. Det var jo alt for få både i de enkelte bygderne. Dette var også en måde at samarbejde mellem bygderne. Flere obsevatører har lagt mærke til en serlig opførsel hos færingerne, da der blev råbt grindaboð og da de var i grind.
Grinde- psykosen	Forfatteren Jørgen Frantz Jacobsen har kalt dette en grindapsykose, da mener hann en slags sindsyge. Her er det talen om en vild opførsel, hvor mænd råber og styrter avsted med knive og andre våben, ned til stranden. Denne opførsel er ikke meget anderledes, end hos andre fremmede fangere eller jægere, når der ventes stor fangst. Det skal nok passe, at det, at vokse op med denne opførsel, er med til at bevare interessen for grindefangst.
Grinde- fangstens øverste magt- haver	Den øverste magthaver i grindefangst i dag, er Færøernes Landsstyre. Inden hjemmestyret i 1948 lå denne magt hos amtmanden. En overgang var det ham pålagt, at ordne for al grindefangst på Færøerne, hvis der ikke var andre og vigtigere sager som forhindrede ham deri. Men i virkeligheden er det grindeformændene og sysselmanden, som står for fangsten. Det er grindeformændene som står for selve fangsten, og sysselmanden som står for byttningen af fangsten. Hver vig som er godkendt til grindefangst, har 4 grindeformænd. Før i tiden blev de tilsagt af amtmanden, men siden 1857 er de blevet valgt på en nabosammenkomst, som heder grannastevna. Der blev de valgt for 5 år ad gangen. Man kunde kende grindeformændenes både på flagget i agterstevnet.
Hvor- hen? Jord- hvalen	Når grind bliver fundet, kan det selvfølgelig blive spørgsmål om hvor hvalerne skal drives hen. Det står i grindeloven at det skal tages hensyn til vind og strøm, og også til hvilken vej hvalerne selv går. Alligevel er det sket af og til, at mænd var uenige om hvor hvalerne skulde drives. Det skete særlig på den tiden hvor jarðarhvalurin endnu eksisterede, for da fik ognarmenninir i den pågældende vig hele jarðarhvalin (Jordhvalen.)
løsekast og fastekast	I en grindebåd skal efter loven findes løsekast og fastekast. Løsekast er småsten, som bliver samlet op nede ved stranden, og fastekast er en rund sten som er fæstet i en line, ofte var den hvidmalet. I vores tid tager man ofte et fiskelod og knytter det fast i et snøre og bruger det som fastekast.
Red- skaber	Redskaberne som bliver brugt til fangsten ligner de redskaber som arktiske fangere bruger, og viser sig at være det bedste til dette. Grindekniven hører til vores fineste kunsthåndverk (brugskunst). Skaftet og slíðrin blev ofte pyntet med mønster af metal eller ben. Grindekniven bliver fæstet om mittten med tolvtrådebåndet sum er tilvirket med 12 tråde af farverigt garn.
Bytt- ningen	Så snart som alle hvaler er aflivede, begynder sysselmanden at ordne for byttningen af grinden. Han sætter folk at holde vagt over grinden, og andre til at fiske op, de hvaler som er gået til bunds. Så bliver hvalerne mærket. Hver hval får et rad-tal og et skind-tal. Rad-tallet bliver ridset ind under øsið på hvalen og skind-tallet bliver ridset med romertal på det ene bøksl.
Vurder- ingen	Hvalerne bliver vurderet i gylden og skind. En gylden er 20 skind. Gyldenhvaler er sælsamme, der er ikke mange i hver grind. Mændene som vurderer, bruger oftest grindemål. På grindemålet er gjort er mærke for hvert skind, op til 20 skind. Grindemålet er af træ og er lidt over 3 meter langt. Der bliver målt fra øje til got. En hval som måler 3,15m. fra øje til got, bliver vurderet til gyldenfisk, men man skal også tage hensyn til hvilken stand hvalen er i. Et skind er ca.50 kg. kød og 25 kg. spæk. Grinden bliver ikke vejet. Når alle hvaler er mærket og skrevet op, er resten af byttningen skrivearbejde.
Grinde- dans for varme	Før var det almindeligt, og sådan er det mange steder endnu, at imens sysselmanden og hans hjælpere byttede grinden, blev grindedansen danset i dansestuen, eller ude, om vejret tillod det. Grindemændene var blevet våde og måtte danse sig varme. Men andre end grindemændene kom selvfølgelig også i grindedansen. Det var Christian Pløjen amtmand, som skrev eller digtede grindevisen året 1835.
Sær- bytter og gave- hvaler	Igennem tiderne er der sket nogle forandringer i grindebyttningen. Den største forandring må være at jarðarhvalurin, blev afskaffet i 1934. Ellers blev madhvalen først afskaffet. Madhvalen var en som straks blev kogt til grindemændene, så de kunde få noget ferskt at bide i. Den som fandt grinden, fik finningarfiskin, som var den største hvalen i grinden. Gammelt var at den som først så grinden fik kuglen. Sysselmanden og hans hjælpere, så som vurderingsmænd og andre, fik også sin del af grinden. Før i tiden blev noget solgt på aktion, for at dække eventuelle skader som kunde være sket under fangsten. I dag er det kommunerne som kommer at betale for sådane skader. Før blev der også givet gave-hvaler til embedsmænd og til de fattige. Resten blev delt i det pågældende grinde-område.
Jarðar- hvalur	Jarðarhvalurin var ¼ af resten. Før i tiden var den ½. Derfor gjorde det stor forskel, da denne i 1934 blev byttet sammen med resten.
Større og mindre grinde og grinde- områder og grinde- lister og grinde- mænd	Dog var det ikke alle grinder der blev byttet til hele grinde-området. Der skulde være mindst et skind på båden, for at grinden kunde byttes. Var grinden mindre end et skind på båden, blev den kun byttet imellem grindemændene. Hver bygd i et grindeområde bliver regnet til så og så mange både. For eksempel var Miðvágs grinde-område i 1974 sat til 95 og ¼ båd, som svarer til 4.762 personer. Hele Færøerne er delt i grinde-områder med sentrum i de enkelte hval-vige eller fjorde. Hver enkel person i et grinde-område har ret til sin del af grinden. Tórshavn blev før også regnet med i grinde-områdene, men nu er byen så stor, at det nu er umuligt at bytte en grind i hus-dele eller person-dele. Folket i Tórshavn får derfor ikke nogen del i grindebyttningen. Grinde-områdene bliver så igen delt i under-områder, som er bygder, og i de større bygderne, er der igen under-områder, som kan have navn eller nummer. Hvert under-område har valgt en formand, som tager sig af at dele grinden imellem hus og personer. De personer, som hører til de forskellige under-områder, er skrevet på grindelisten hos sysselmanden, og personer som flytter til bygden, må tilmelde sig hos sysselmanden, for at være sikre på at få sin grinde-del. Ellers var det skik, at fremmede, som var med i fangsten, eller som bare var i bygden, også fik deres del. Det var bestemte regler for dette. Nogle gange fik de fremmede, eller folk fra andre bygder, dobbelt del. Disse regler er gyldige endnu, men med det gode vej-net, som vi har i dag, kan det være meget besværligt at bytte. Det har sket at grindemændene ikke fik noget, dem, som havde havt alt sliddet. Dette har havt det med sig, at der er kommet en ny skik. Flere syselmænd er begyndt at bytte en del af grinden i drabs-dele.. Kun de, som var med i fangsten, får drabsdele. Før gjorde man dette, kun da grinden var under et skind på båden. Da var det således, at et 4-mannafar fik en del, seksmannafar fik 2 dele, 8 mannafar fik 4 dele og andre som havde været med i drabet fik hver sin del.
Grinde- loven gyldig	Selv om samfundet er meget forandret siden grindeloven blev vedtaget i 1832, så er det alligevel denne lov, med små forandringer, som endnu er gyldig. I grindeloven er regler for alt, fra grinden bliver fundet, til den er byttet.
Folk i alfabetisk liste	Jeg sagde før, at Tórshavn var en for stor by til at være med i grindebyttningen, det er ikke helt ret. I år 2002 døde en flok hvaler på Sandø. Flokken var meget stor og det blev bestemt at folket på Sandø nu havde fået nokk af grind, så ca. 200 hvaler bev sendt til Tórshavn. Folk í Tórshavn, hvis navn bygyndte med A og til H kunde komme ned til havnen at få sin andel. Der kom flere hundrede personer med spande og baljer. Jeg tror det var ca. 3/4 skind til hver. Næste gang bliver det dem, hvis navne begynder med I og så videre som kommer til at få grind.

Efst á þessa síðu * Forsíða *Foroyar.net